DNV opkøber Nixu for at skabe et af Europas hurtigst voksende cybersikkerhedsselskaber

Sammen vil DNV og Nixu hjælpe virksomheder med at sikre it- og kontrolsystemer samt skabe modstandsdygtighedpå tværs af flere brancher – fra energi og maritimt til telekommunikation og finansielle tjenester.

  • Efter et offentligt købstilbud overtager DNV ejerskabet af over 93% af aktierne i Nixu, der er førende inden for cybersikkerhedstjenester.
  • DNV vil opkøbe alle resterende Nixu-aktier, før Nixu afnoteres fra Nasdaq Helsinki Stock Exchange, hvilket værdiansætter handlen til 98 millioner euro.
  • Efter børsafnoteringen af Nixu samler DNV sine cybersikkerhedseksperter i et 500 mand stort ekspertteam, som vil beskytte virksomheders it- og kontrolsystemer på tværs af flere brancher.
  • Nixu CEO Teemu Salmi vil stå i spidsen for den fusionerede virksomhed.

Oslo, den 20. juni 2023: DNV, der er en global udbyder af risikostyring og kvalitetssikring, vil opkøbe det Helsinki-baserede cybersikkerhedsfirma Nixu efter et offentligt købstilbud, der resulterede i, at DNV overtog ejerskabet af over 93% af Nixus aktier. DNV vil fusionere sine eksisterende cybersikkerhedsvirksomheder med Nixu efter en opkøbsproces for de resterende aktier i Nixu og afnotere virksomheden fra Nasdaq Helsinki Stock Exchange. Aftalen til 98 millioner euro vil skabe en af Europas hurtigst voksende virksomheder inden for cybersikkerhedstjenester.

Sammen vil DNV og Nixu hjælpe virksomheder med at sikre it- og kontrolsystemer samt skabe modstandsdygtighedpå tværs af flere brancher – fra energi og maritimt til telekommunikation og finansielle tjenester. Et fælles team på over 500 cybersikkerhedseksperter vil skabe en markedsledende portefølje af rådgivningsydelser og tjenester til håndtering af cybertrusler. De to virksomheder vil også samle deres cybersikkerhedscertificeringsforretninger.

Remi Eriksen, Group President og CEO hos DNV

“I det som af flere beskrives som forandringens årti er opfyldelsen af DNVs formål om at beskytte liv, ejendom og miljø ikke længere begrænset til risikohåndtering af fysiske systemer – det skal nu dække distribuerede og internt forbundne cyberfysiske systemer. Ved at gå sammen med Nixu vil vi gøre cyberspace til et mere sikkert sted med endnu større indflydelse, end nogen af virksomhederne ville kunne opnå hver for sig. Sammen vil vi tilbyde cybersikkerhed til over 100.000 kunder, deres systemer og deres forsyningskæder og gøre dem i stand til at håndtere nye risici,” siger Remi Eriksen, Group President og CEO hos DNV.

Teemu Salmi, CEO hos Nixu, vil stå i spidsen for den fusionerede cybersikkerhedsserviceforretning og samle eksperter fra DNV, Nixu og Applied Risk – som er en industriel cybersikkerhedsspecialist, der blev opkøbt af DNV i 2021 – i én virksomhed. Den fusionerede virksomhed vil operere i hele Europa fra hubs i Norge, Finland, Sverige, Danmark, Holland, Tyskland og Rumænien med fokus på en hurtig organisk vækst samt yderligere strategiske opkøb og partnerskaber globalt.

Teemu Salmi, CEO, Nixu

“Det er en spændende tid. Med over 500 cybersikkerhedseksperter med ekspertise på mange forskellige områder vil vi skabe en førende europæisk cybersikkerhedsvirksomhed. Vi har nu størrelsen til at skabe endnu større værdi for vores kunder og være et enestående sted at arbejde for cybersikkerhedsfagfolk. DNV og Nixu vil ikke kun slå sig sammen med hinanden, vi vil arbejde i et partnerskab med vores kunder og sikkerhedsmiljøet som helhed for at fremme innovation og best practice i branchen for at sikre forretningsmæssig modstandsdygtighed og beskytte samfundet,” udtaler Teemu Salmi, CEO, Nixu.

DNV har påbegyndt en afledt købstilbudsperiode, hvor indehavere af resterende aktier i Nixu opfordres til at udbyde deres aktier senest kl. 16:00 EET den 26. juni 2023. DNV har påbegyndt processen med at opkøbe alle resterende minoritetsaktier i Nixu i overensstemmelse med den finske selskabslov, inden DNV ansøger om at afnotere Nixu fra Nasdaq Helsinki Stock Exchange.

Billeder

 

Billeder kan downloades her