Highlights fra verdens vigtigste fødevaresikkerheds-konference 2017

Der er ingen vej uden om den årlige Global Food Safety Conference, hvis man arbejder med fødevaresikkerhed. Årets konference i Houston samlede over 1100 deltagere fra hele verden til tre dages opdatering om branchens aktuelle fokusområder - leveret af de ypperste eksperter.

Når verdens førende eksperter og beslutningstagere samles for at pege de nyeste tendenser og indsatser ud i fødevarebranchen, bliver der i den grad lyttet og noteret ned på blokken. Det er i forvejen ikke nemt at navigere i en globaliseret verden, hvor hvert enkelt land har sin praksis og lovgivning. Men læg så dertil den tendens, vi ser i disse år til, at landene lukker sig om sig selv og bryder med handelsaftaler, der har fungeret i årtier. Trump truer ligefrem med handelshindringer, hvilket hurtigt kan brede sig som en steppebrand. Ingen ved, hvor det ender, og målet for den enkelte virksomhed må derfor være at tilrettelægge en samlet strategi for fødevaresikkerheden, som er gangbar på alle markeder. Og baren skal naturligvis sættes tårnhøjt, for det kan blive fatalt at svigte sit ansvar.

Der var flere tendenser, som bør fremhæves fra dette års konference:

Blockchain er det nye sort

Der har længe været efterspurgt et fælles og sikkert netværk for alle aktører i fødevarekæden. Med blockchain kan informationerne nu lægges i krypteret form i ’skyen’, så informationerne kan tilgås af de rette interessenter og ikke misbruges af udenforstående. Det betyder, at fødevarekvaliteten nu effektivt kan spores i hele kæden - lige fra jord, til forarbejdning, til distributør, til forhandler og til forbrugeren. Wal-Mart har allerede taget systemet i brug som et middel til at skabe transparens, produktionsforbedringer og øget sporbarhed for en lang række af de fødevareprodukter, kæden har på hylderne.

Forebyggelse af tilbagekaldelser

Tilbagekaldelser af produkter er som bekendt en dyr fornøjelse. I USA koster en tilbagekaldelse i snit 10 mio. dollars i direkte omkostninger - og hertil kommer tab af troværdighed over for forbrugerne. Med 700 tilbagekaldelser alene i USA er det naturligvis et tema, som alle fødevareproducenter er særdeles optaget af.

Konferencen bød på adskillige nye metoder til at forebygge tilbagekaldelser. Fælles for mange af dem var et øget fokus på produkternes livscyklus, og der er i dag udviklet avancerede managementsystemer, der gør det nemmere at pege uregelmæssigheder på hver enkelt proces og komponent (fødevare) ud med det samme. Det vil sige, før de bliver anvendt i slutproduktet og havner på hylderne hos forbrugeren. Virksomheden fastsætter en række specifikke kriterier for alle de komponenter, der indgår i produktet, og får derefter besked af systemet, hvis en komponent svigter. Systemet kan naturligvis deles med leverandørerne, så fejl kan bremses med det samme, altså før de enkelte komponenter forlader leverandøren. 

Nu kommer gevinsterne ved digitalisering

Et andet centralt tema ved årets konference var digitaliseringen af ledelsesprocesserne. Udtrykket digitalisering er hurtigt blevet et "buzzword" i industrien, som for mange af os har virket en smule diffust, når det er kommet til at gøre gode intentioner til praksis. Men vi ser nu, at begrebet modnes med software til reelle, brugbare løsninger for fødevareproducenterne til at afbøde sikkerhedsrisici og styrke forretningen. Fx kan man ved at samle data fra alle sensorer på et mejeri gennemskue, hvor der er størst risici for fejl.

Digitalisering kan kort sagt hjælpe producenterne med at styre risici langt mere effektivt. Det giver fødevareproducenterne en række værktøjer til at forbedre kommunikationen mellem medarbejdere og support teams - og i det hele taget forbedrer det adgangen til data og analyser. Opstår der spørgsmål om fødevaresikkerhed, kan de derfor løses hurtigt og målrettet uden for alvor at påvirke produktionen.

DNV GL indtog scenen

DNV GL er gået aktivt ind i kampen med at omsætte FN’s 17 bæredygtige udviklingsmål (Sustainable Development Goals - SDG) til praksis. Vi har blandt andet udgivet en større rapport, hvor vi har samlet de gode erfaringer fra forskellige brancher, så andre virksomheder kan lade sig inspirere. På dette års konference stod vi sammen med Unilever for en break out session, hvor vi fik lejlighed til at dele vores budskaber med de mange interesserede. 

Har du lyst til at se rapporten, så kan du hente den her.

Fakta om Global Food Safety Conference 

GFSC er en årlig begivenhed, der samler over 1.000 førende fødevaresikkerhedsspecialister fra over 50 lande. I år foregik konferencen i Houston. Formålet er at fremme fødevaresikkerhed globalt via udveksling af viden og erfaringer. Konferencen foregår over tre dage med fællesoplæg i plenum og en lang række fagspecifikke sessioner.