Der er en betydelig kløft mellem 1,5-gradersmålet og vores mest sandsynlige fremtid. I rapporten "Pathway to Net Zero Emissions" viser DNV, hvordan vi kan komme ind på det rette spor. Det er ikke for sent at nå målene, men der skal iværksættes kraftige tiltag her og nu.
- DNV's nye rapport "Pathway to Net Zero Emissions" beskriver en realistisk måde at begrænse global opvarmning til 1,5 °C.
- Nordamerika og Europa skal være kulstofneutrale i 2042, og Kina skal reducere sine udledninger med 98 procent inden 2050.
- Kulstoffangst skal udgøre en væsentlig del af energisystemet inden 2050.
- Målet om at halvere udledningerne inden 2030 er uden for rækkevidde. Massiv, tidlig handling er nødvendig, hvis vi skal have en chance for at nå 1,5-gradersmålet i 2050.
1,5-gradersmålet står centralt under COP-26 i Glasgow. DNV's analyse "Pathway to Net Zero Emissions" slår fast, at det kan nås, men at det kræver betydelige tiltag i alle sektorer. Verdens industrilande skal være kulstofneutrale inden 2042 og kulstofnegative derefter. Udviklingslande vil også kunne reducere deres udledninger, men først et årti eller to senere. Afrika og Indien forventes ikke at kunne reducere deres udledninger med mere end hhv. 23 og 64 procent inden 2050.
"Nuludledning er ikke nok. Trods indførelse af fornybare energikilder og andre gode tiltag vil mange udviklingslande og højudledningssektorer ikke kunne blive udledningsfrie inden 2050. Nuludledning er imidlertid afgørende for at begrænse opvarmning af kloden med 1,5 grader. Industrialiserede lande, virksomheder, der allerede har lave udledninger, og sektorer, som nemt kan elektrificeres, skal derfor gå et skridt længere og opnå negative udledninger før 2050," udtaler Remi Eriksen, koncernchef i DNV.
Dagens teknologier er tilstrækkelige til at nå nuludledningsmålene, men det kræver en betydelig opskalering. Det er politikken, der bliver afgørende for, om vi formår at realisere en grøn fremtid. Det indebærer, at myndighederne skal sørge for tilstrækkelige incitamenter, støtteordninger, afgifter, forbud og andre regulatoriske tiltag, der fremmer nuludledningssamfundet.
Forskellige sektorer har også forskellige forudsætninger for at reducere udledningerne. Nogle sektorer som søfart, luftfart og sværindustri vil kunne blive betydeligt grønnere, men kan ikke reducere deres udledninger med mere end hhv. 94, 68 og 89 procent. Det betyder, at andre sektorer skal kompensere for deres udledninger.
Energifordelingen i et nuludledningssamfund er radikalt forskellig fra, hvad vi ser i dag. Elektricitet vil dække over halvdelen (51 procent) af energibehovet med 86 procent af dette fra vind og sol. Brint (hydrogen) har en andel på 13 procent, men er afgørende for kulstofreduktion af sektorer, der kun vanskeligt kan elektrificeres.. Fossile energikilder vil fortsat blive brugt i lande og erhverv, der ikke kan blive helt kulstoffrie i 2050, og de vil stå for 21 procent af energiforbruget (8 procent olie, 10 procent naturgas og 3 procent kul). Teknologi til fangst og fjernelse af kulstof er uomgængelig for at fjerne de sidste 20 procent af udledningerne. Kernekraft spiller ikke en fremtrædende rolle, da den er for kostbar sammenlignet med fornybar energi.
"Det er tid, der er knaphedsfaktoren, ikke kapital. Selv om der kræves særdeles store investeringer, navnlig på kort sigt, er de ekstra omkostninger ved at nå 1,5 °C mindre end 1 % af det globale BNP de kommende 30 år. Jeg vil derfor opfordre verdens ledere til at træffe de nødvendige beslutninger i Glasgow," tilføjer Remi Eriksen.