Skip to content

Kvalitetsleder

kompetencegivende kvalitetslederuddannelse

Kåre Appel Weng

Kåre Appel Weng har mere end 12 års erfaring fra certificeringsbranchen med ledelsessystemer, kurser, undervisning og certificeringsforløb for kunder i både Danmark og globalt. Han arbejder blandt andet sammen med topledelser om at skabe værdi med ledelsessystemer og audit, og så har han været underviser på omkring 100 kurser, workshops og foredrag om ledelsessystemer og audit. Kåre er i 2021 tilbage som kursusleder på Kvalitetslederuddannelsen, som han også var med til at udvikle, da den blev lanceret for snart 10 år siden. Kåre er cand.mag. i organisationskommunikation og ledelse fra Aalborg Universitet i 2005.

Diana Görlitz

Diana har mere end 10 års erfaring med informationssikkerhed og implementering af IT-løsninger. I sin stilling som Lead Auditor i DNV auditerer Diana ledelsessystemer for informationssikkerhed for en bred vifte af private og offentlige virksomheder.

Gennem de seneste 10 år har Diana understøttet IT, digitalisering og informationssikkerhed i både styrelser, kommuner, regioner og private virksomheder. Diana blev certificeret ISO 27001 lead auditor i 2017, og startede sit auditorvirke med at sikre sundhedsdata og implementere forsknings-IT-løsninger i Region Hovedstaden. I Devoteam Digital arbejdede Diana på flere projekter bl.a. med at hjælpe Sundhedsdatastyrelsen og Københavns Kommune med at bliver GDPR-klar.

Diana har undervist i mange forskellige sammenhænge siden 2002. Diana er idékvinden bag informationssikkerhedslederuddannelsen, og glæder sig meget til at møde jer.

Susan Heilemann

Susan har en svaghed for romkugler, oprydning og mennesker, der gerne vil udvikle sig.

Det kan diskuteres, om Susan arbejder mest med ledelse eller med systemer. Hun er kendt for at kommunikere klart og bliver ofte brugt til opgaver, som kræver overblik, handlekraft og kreative tolkninger af ISO-standarder.

Hun har arbejdet med ledelsessystemer hele sit arbejdsliv i rollen som konsulent, kvalitetschef, auditor og underviser og har set og prøvet det meste. Susan tager udgangspunkt i situationen, behovet og de involverede og sætter pris på at skabe forløb, hvor alle bidrager og når et fælles mål.

Oprindeligt er Susan uddannet civilingeniør i miljøplanlægning, men hun kunne lige så godt have været erhvervspsykolog.

Kristian Lei Kaltoft

Kristian Lei Kaltoft har mere end 13 års praktisk erfaring med at opbygge, drive og optimere certificerede ledelsessystemer. Kristian har bred praktisk erfaring med kvalitetsledelse, som primært stammer fra de forskellige funktioner han har haft i relation til opbygning og anvendelse af ledelsessystemer bl.a. som intern auditor, kvalitetsleder, chefkonsulent og systemansvarlig i Aarhus Kommune.

Kristian Lei Kaltoft har i hele karrieren, som omfatter både den offentlig og private sektor, haft fokus på at strømline arbejdsprocesser for at indfri kunders og borgeres krav og forventninger på den mest effektive og korrekte måde. Der vil i undervisningen blive inddraget erfaringer fra Aarhus Kommune samt trukket på Kristians erfaringer fra guldefterforskning på Grønland og som miljørådgiver i NIRAS med ansvar for en større pulje af forureningsundersøgelser og forureningsoprensninger. Endvidere vil Kristians erfaringer fra udvikling og implementering af et prisbelønnet brugerorienteret IT-system (FlytJord.dk), indgå i undervisningen.

Kristian Lei Kaltoft er desuden medlem af bestyrelsen af Dansk Forening for Kvalitet og med til at arrangere og afvikle konferencer om kvalitetsledelse. Kristian har bred erfaring med at undervise, holde oplæg og facilitere workshops.

Kristian er uddannet geolog fra Aarhus Universitet og arbejder som Chefkonsulent i Aarhus Kommune (Teknik og Miljø).

Charlotte Nørremark Butty

Charlotte er Ledende auditor og underviser.

At en farmakonom med et energiniveau som en topidrætskvinde skulle være ledende auditor i DS Certificering og senere DNV stod måske ikke skrevet, da hun rullede kvalitetsledelse ud på de danske apoteker i starten af 00’erne. Ikke desto mindre er Charlotte ledende auditor inden for blandt andet ISO 9001 og 14001 samt en lang række branchespecifikke ordninger.

Charlotte er herudover en del af underviserteamet i DNV, hvor hun med sikker hånd har hjulpet hundredevis af kursister igennem blandt andet vores IRCA-certificerede lead auditorkursus, vores auditorkursus i kvalitetsledelse og en lang række virksomhedsinterne kurser. Herudover har Charlotte ansvar for formidling af audit management modulet på Kvalitetslederuddannelsen.