Sådan bliver du certificeret ISO-intern auditor: Kompetencer, uddannelse og karrieremæssige fordele

Mange organisationer har gavn af at implementere et eller flere ISO-baserede ledelsessystemer. Uanset om fokus er på kvalitet, arbejdsmiljø, informationssikkerhed, miljøledelse eller kunstig intelligens, er certificering efter en ISO-standard et vigtigt redskab til løbende forbedringer, dokumentation af resultater og synliggørelse af virksomhedens engagement.

For at en organisations ledelsessystem kan certificeres af en uafhængig tredjepart som DNV, skal systemet først udvikles og implementeres. En vigtig del af dette arbejde er interne audits, der gennemføres af interne auditorer med viden om både den relevante standard og organisationens egne processer og ledelsesstruktur.

Hvad er en ISO-auditor? Definition og betydning

Strengt taget findes der ikke noget, der officielt hedder en ISO-auditor, selvom betegnelsen ofte bruges om en person med kompetencer til at vurdere og evaluere, om en organisations processer og ledelsessystemer lever op til kravene i internationalt anerkendte ISO-standarder.

Interne auditorer er som regel ansatte i den organisation, der ønsker certificering, og fungerer som kvalificerede auditorer af virksomhedens ledelsessystem. Eksterne auditorer er ansat hos certificeringsorganer som DNV.

Interne audits spiller en afgørende rolle i at sikre, at organisationen efterlever kravene i de relevante ISO-standarder. ISO certificerer ikke auditorer, da organisationen ejer og udvikler standarderne. Personer kan dog opnå internationalt anerkendt auditorcertificering gennem organisationer som IRCA efter gennemført uddannelse og bestået eksamen.

Eksterne auditorer hos certificeringsorganer skal opfylde kravene i ISO 17021, som beskriver kompetencekrav, konsistens og upartiskhed for organisationer, der udfører audit og certificering af ledelsessystemer.

Certificeringsorganer som DNV tilbyder kurser i intern audit for specifikke standarder og på forskellige niveauer. Et auditteam består typisk af flere auditorer samt en ledende auditor (Lead Auditor). Find dit næste auditorkursus fra DNV.

Hvorfor interne auditorer er afgørende for forretningsforbedringer

Mange forbinder interne audits med compliance og certificeringskrav. Selvom interne audits er et obligatorisk element i de fleste ISO-ledelsessystemer, rækker deres værdi langt ud over forberedelsen til eksterne audits.

Dygtige interne auditorer hjælper organisationer med at vurdere, om processer fungerer efter hensigten, identificere risici, før de udvikler sig til problemer, og finde muligheder for forbedringer. Ved at levere en objektiv og uafhængig vurdering af, hvordan ledelsessystemet fungerer i praksis, giver auditorer ledelsen værdifuld indsigt i organisationens samlede performance.

Interne audits kan hjælpe organisationer med at:

  • Identificere ineffektive processer og forbedringsmuligheder
  • Kontrollere, at politikker og procedurer efterleves
  • Opdage risici, mangler og afvigelser før eksterne audits
  • Understøtte initiativer for løbende forbedring
  • Forbedre kommunikation og forståelse på tværs af afdelinger
  • Øge tilliden til ledelsessystemets effektivitet
  • Forberede organisationen på certificerings- og opfølgningsaudits

Interne audits bør derfor ikke betragtes som en administrativ kontroløvelse, men som et strategisk værktøj, der hjælper organisationen med at nå sine mål og styrke den operationelle performance.

Hvad er forskellen på en intern auditor og en intern lead auditor?

For at opretholde certificering skal organisationens ledelsessystem auditeres regelmæssigt. Interne audits gennemføres typisk oftere af virksomhedens eget auditteam og kan fokusere på bestemte risikoområder eller dele af organisationen. De eksterne certificeringsaudits gennemføres normalt én gang om året.

Forskellen mellem en intern auditor og en lead auditor ligger primært i ansvarsområde, erfaring og kompetenceniveau. En lead auditor har en dybere forståelse af auditprocessen og den standard, der auditeres efter, og leder auditteamets arbejde.

Begge roller har til formål at forbedre organisationens processer og sikre overholdelse af de relevante ISO-standarder. Mange lead auditorer starter som interne auditorer og opbygger erfaring gennem flere audits, før de gennemfører en mere omfattende Lead Auditor-uddannelse. Disse uddannelser er specifikke for den enkelte standard.

Hvordan bliver man ISO-auditor? Trin og krav

At blive ISO-auditor kræver både uddannelse og praktisk erfaring. Formålet er at sikre, at auditoren har de nødvendige kompetencer til effektivt at kunne gennemføre audits i forhold til en specifik standard.

Uddannelse og praktisk erfaring

Vejen til at blive auditor omfatter typisk kurser og praktisk erfaring relateret til de relevante ISO-standarder og ledelsessystemer. Derudover er det en fordel at have branchekendskab, og for eksterne auditorer er dette ofte et formelt kompetencekrav.

Opbygning af forståelse for ISO-standarder

En grundlæggende forståelse af de ISO-standarder, der auditeres efter, er afgørende. Dette opnås gennem studier af selve standarderne samt relevante vejledninger, fortolkninger og brancheanbefalinger.

Hvad lærer man på auditorkurser

Auditorkurser giver langt mere end indsigt i en bestemt ISO-standard. Deltagerne lærer blandt andet strukturerede auditteknikker, interviewmetoder, observationsteknikker, rapportering og objektiv vurdering af dokumentation og beviser.

Disse praktiske færdigheder gør auditorer i stand til at gennemføre effektive audits, der skaber værdi for organisationen frem for blot at identificere afvigelser.

Kurser giver også forståelse for principperne i ISO 19011, den internationale vejledning for audit af ledelsessystemer. Her behandles blandt andet auditorens kompetencer, upartiskhed og styring af auditprogrammer.

Opnåelse af anerkendt certificering

Afhængigt af kursusudbyder og uddannelsesforløb kan en bestået eksamen føre til et internationalt anerkendt certifikat. Når kravene til uddannelse, erfaring og eksamen er opfyldt, kan interne auditorer og lead auditorer søge medlemskab hos organisationer som International Register of Certified Auditors (IRCA).

Kontinuerlig faglig udvikling (CPD)

Auditorer forventes løbende at vedligeholde og udvikle deres kompetencer gennem såkaldt Continuous Professional Development (CPD).

Dette kan blandt andet ske gennem efteruddannelse, deltagelse i branchearrangementer og ved at holde sig opdateret om ændringer i standarder og krav.

Hvilke fordele er der ved at blive certificeret intern auditor?

Der er mange fordele ved at blive certificeret intern auditor.

Certificering indebærer et stærkt fokus på efterlevelse af krav og løbende forbedringer. Samtidig bliver certificerede interne auditorer ofte centrale bidragydere til organisationens forbedringsinitiativer.

Gennem samarbejde med forskellige afdelinger og processer opbygger auditorer en bred forståelse af virksomhedens drift og af, hvordan de enkelte aktiviteter bidrager til de overordnede mål.

De kompetencer, der opnås gennem auditoruddannelse, herunder kritisk tænkning, risikovurdering, kommunikation og problemløsning, er efterspurgte på tværs af brancher. Erfaring med intern audit kan derfor åbne døren til karrieremuligheder inden for blandt andet:

  • Ledelse
  • Kvalitetsledelse
  • Operational Excellence og procesforbedringer
  • Bæredygtighedsledelse
  • Informationssikkerhed
  • Risikostyring

Hvorfor intern audit er en investering i både mennesker og forretning

At blive certificeret intern auditor handler om meget mere end blot at lære at gennemføre audits. Det er en mulighed for at udvikle værdifulde faglige kompetencer og samtidig hjælpe organisationer med at styrke deres ledelsessystemer, håndtere risici og skabe løbende forbedringer.

Interne auditorer spiller en central rolle i at sikre, at ISO-ledelsessystemer fungerer effektivt. Ved at identificere mangler, verificere overholdelse af krav og afdække forbedringsmuligheder hjælper de organisationer med at forbedre deres resultater, forberede sig på certificeringsaudits og skabe tillid blandt kunder, interessenter og medarbejdere.

Regelmæssige interne audits er samtidig en vigtig forudsætning for at opretholde certificering og understøtte langsigtet forretningsmæssig succes.
Uanset om du er ny inden for audit eller ønsker at udvikle dig mod rollen som lead auditor, kan auditorkompetencer styrke dine karrieremuligheder og gøre dig i stand til at bidrage endnu mere effektivt til organisationens mål.

Klar til at starte din rejse som auditor?

DNV tilbyder et bredt udvalg af kurser for interne auditorer, auditorer og lead auditorer inden for en lang række ledelsessystemer. Vores kurser kombinerer teori med praktiske auditteknikker, så deltagerne får den nødvendige viden og selvtillid til at gennemføre effektive audits, der skaber reel værdi for organisationen. Se vores udvalg af auditorkurser.

Related articles

What is an ISO Audit?

What is an ISO Audit?

ISO Audits are essential for improving the management systems of a company. Read more.