Hvad er status på ISO 45001 standarden?

Den nye arbejdsmiljøledelsesstandard, ISO 45001, lader vente på sig. Først blev den forventet færdig i efteråret – nu forlyder det, at den først kommer i 2017.

Kristian Glæsel er direktør og indehaver af Glaesel HSEQ Management, der leverer rådgivning, uddannelse og audit inden for CSR, miljø, sundhed, sikkerhed og kvalitet. Har i 15 år været ledende auditor i ISO 14001, ISO 9001, CSR og OHSAS 18001 og er en af Danmarks mest erfarne auditorer og fortolkere af håndtering og implementering af ledelsessystemer. Udnævnt til international convener for udviklingen af den nye ISO 45001 standard.

Den nye standard afløser den nuværende arbejdsmiljøstandard OHSAS 18001 og har til formål at hæve barren for sundhed og sikkerhed for virksomhedernes medarbejdere. Samtidig er det et erklæret mål, at den nye standard skal kunne integreres lettere til andre ISO-standarder såsom ISO 9001:2015 og ISO 14001:2015. 

Vi har interviewet Kristian Glæsel, der er projektleder for den internationale arbejdsgruppe under ISO, som i øjeblikket arbejder på at få enderne til at nå sammen. Han lover, at den nye ISO 45001 standard er værd at vente på.

”Det er en standard, der er langt mere ambitiøs og tidssvarende end OHSAS 18001 standarden. Den følger de nye toner for ledelsessystemerne generelt, men giver samtidig flere redskaber til arbejdet. Virksomheder og organisationer skal med ISO 45001 vænne sig til at se ud over de umiddelbare sundheds- og sikkerhedsspørgsmål og blandt andet lade det omkringliggende samfunds forventninger indgå i arbejdsmiljøindsatsen. Det indebærer blandt andet et større indblik og engagement i underleverandører samt i virksomhedens egen indvirkning på nærmiljøet. Kodeordene er uden tvivl, at virksomhederne skal tage endnu mere ansvar.”

En svær øvelse

Mere end 50 lande og organisationer er involveret i arbejdet med den nye standard, og det er ifølge Kristian Glæsel netop en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor den endnu ikke er klar. Flere udkast er allerede forkastet undervejs i processen, og ifølge Kristian Glæsel er der endnu et stykke vej at gå, før alle interessenter kan sætte deres underskrift på standarden. 

”Det er ikke overraskende, at det trækker ud. Det er en omfattende og meget politisk standard, der skal forfattes helt fra bunden – og en standard, hvor der er mange forskellige interesser, der skal tilgodeses. Tilbage i 2005 nåede man efter mange års diskussioner frem til en fælles ambition om, at der skulle laves en ISO-standard på arbejdsmiljøområdet, og først for tre år siden gik arbejdet i gang. Det fortæller lidt om, hvor stort et apparat, vi har med at gøre. Der er 150 repræsentanter, der skal høres om hvert et komma. 

Til det seneste møde var der omkring 3.000 kommentarer til det udkast, vi havde lavet. Vi nåede vel at forholde os til omkring 600, så nu tager vi nok en omgang i Fredericia for en langt mindre skare, som har forberedt sig godt hjemmefra.”

Når arbejdsgruppen er i mål med formuleringerne og kan levere et færdigt udkast til standarden, bliver den sendt videre til det såkaldte Project Comitee, som skal nikke til udkastet, før det sendes til høring i de enkelte lande.

ISO 45001 Timeline

Skal nok nå i mål

Kristian Glæsel understreger, at han trods de svære forhandlinger og de tunge arbejdsgange vil blive meget overrasket, hvis ikke det lykkes at få strikket en ny standard sammen. En standard, der vel at mærke bliver langt bedre end den eksisterende.

”OHSAS 18001 er en privat standard, som ikke matcher nutidens krav til arbejdsmiljøledelse. Det er der bred enighed om, og derfor ser jeg også optimistisk på det videre forløb. Kanter har det med at blive slebet af, når slutspurten sætter ind, og det virkelig gælder. 

Men det er ingen hemmelighed, at vi har nogle grundlæggende kulturforskelle, som gør det vanskeligt at holde planen. I mange lande er der fx ikke samme tradition for medarbejderinddragelse, som vi er vant til på vores breddegrader. Men den nye standard lægger netop op til, at medarbejderne skal endnu mere på banen, så det er selvfølgelig et stridspunkt, som vi ikke kan gå på kompromis med. Men derfor kan vi jo godt give folk tid til at sluge kamelen.”  

Mange interesser på spil

Kristian Glæsel fremhæver desuden forskellige ambitionsniveauer som en af årsagerne til, at det trækker i langdrag med den nye standard. Der er organisationer, som forsøger at bruge standarden som løftestang for deres arbejde med at forbedre arbejdernes vilkår. De efterspørger ekstra krav og ønsker at ophøje passager i standarden til lovbestemte rettigheder. Men arbejdsgruppen skal ifølge Kristian Glæsel holde stien ren. En ISO-standard repræsenterer frivillige spilleregler, som en virksomhed kan vælge at følge. De enkelte landes arbejdsmiljølovgivning kan og skal standarden ikke forholde sig til.

Mere information om OHSAS 18001 & ISO 45001

ISO 45001

ISO 45001

Find alt om den nye ISO 45001 her