Hvad er forskellen mellem ISO 9001 og IATF 16949?

ISO 9001 og IATF 16949 er begge standarder for kvalitetsledelse, der fastlægger krav til et kvalitetsledelsessystem. Formålet er at hjælpe organisationer med at opfylde kundernes og andre interessenters krav samt relevante lov- og myndighedskrav, der gælder for produkter og services.

ISO 9001 er en generisk standard, som kan anvendes af alle typer organisationer, mens IATF 16949 bygger på ISO 9001 og er udviklet specifikt til bilindustrien.

Hvad er ISO 9001?

ISO 9001 er den internationalt anerkendte standard for kvalitetsledelse, udviklet af International Organization for Standardization (ISO). Standarden er udformet, så den kan anvendes af alle organisationer uanset størrelse, branche eller de produkter og services, de leverer.

Formålet med ISO 9001 er at sikre, at kundernes krav opfyldes og kundetilfredsheden styrkes. Det sker gennem en procesbaseret tilgang til kvalitetsledelse, som fremmer løbende forbedringer og sikrer ensartet levering af produkter og services.

Fra et certificeringsperspektiv er ISO 9001 ofte den første ledelsessystemstandard, virksomheder implementerer. Standarden skaber et solidt fundament for ensartede og kontrollerede forretningsprocesser. En certificering demonstrerer over for kunder, myndigheder og andre interessenter, at organisationen arbejder systematisk med kvalitetsledelse og løbende forbedringer.

For mange virksomheder fungerer ISO 9001 som en forretningsmæssig løftestang, der kan bidrage til øget effektivitet, færre fejl og større tillid blandt kunder og samarbejdspartnere.

Hvad er IATF 16949?

IATF 16949 er en branchespecifik standard for kvalitetsledelse udviklet af International Automotive Task Force (IATF).

Mens ISO 9001 fokuserer på kvalitetsledelsesprincipper, der kan anvendes på tværs af alle brancher, bygger IATF 16949 videre på disse principper med særligt fokus på produktsikkerhed, sporbarhed, risikostyring, fejlforebyggelse og reduktion af spild i forsyningskæden.

Standarden er udviklet for at fremme høj kvalitet og pålidelighed i bildele, komponenter og montageprocesser, så bilindustriens strenge krav til kvalitet og sikkerhed kan opfyldes.

Bilproducenter forventer, at leverandører kan dokumentere robuste styrings- og kontrolmekanismer gennem hele produktionsprocessen. Derfor er certificering ofte et kontraktkrav for virksomheder, der ønsker at levere til OEM'er og andre større bilproducenter.

En IATF 16949-certificering dokumenterer således ikke kun overholdelse af standardens krav, men kan også være en forudsætning for adgang til den globale forsyningskæde i bilindustrien.

Hvad er forskellen på ISO og IATF?

International Organization for Standardization (ISO) og International Automotive Task Force (IATF) udvikler begge internationale standarder, men de henvender sig til forskellige målgrupper og brancher.

  • ISO er en uafhængig, ikke-statslig international organisation med medlemskab af nationale standardiseringsorganer fra mere end 160 lande. Organisationen udvikler og udgiver en bred vifte af standarder og er især kendt for standarder som ISO 9001 (kvalitetsledelse), ISO 14001 (miljøledelse) og ISO 45001 (arbejdsmiljøledelse).
  • IATF er en sammenslutning af bilproducenter og deres brancheorganisationer. Organisationen blev etableret for at forbedre kvaliteten af produkter og processer i den globale bilindustri. IATF udviklede IATF 16949 med det formål at harmonisere de forskellige audit- og certificeringskrav i bilindustriens forsyningskæde. IATF samarbejder tæt med ISO for at sikre fortsat overensstemmelse med kravene i ISO 9001.

Forskelle mellem ISO 9001 og IATF 16949

Den primære forskel mellem ISO 9001 og IATF 16949 ligger i deres anvendelsesområde.

ISO 9001 kan anvendes af alle typer organisationer, mens IATF 16949 er udviklet til virksomheder, der indgår i bilindustriens forsyningskæde.

IATF 16949 bygger videre på ISO 9001 ved at tilføje branchespecifikke krav og et udvidet anvendelsesområde, som også omfatter understøttende funktioner såsom udviklingscentre, lagre, distributionscentre og hovedkontorer.

Disse ekstra krav skal sikre, at virksomheder kan opfylde de høje kvalitetskrav, som bilproducenter og deres leverandører stiller.

Begge standarder skaber rammerne for et kvalitetsledelsessystem, der skal sikre, at produkter og services konsekvent lever op til kundernes krav, samtidig med at kvaliteten løbende forbedres.

Mens ISO 9001 ofte betragtes som en generel adgangsbillet til markeder på tværs af brancher, fungerer IATF 16949 som det tilsvarende kvalitetsbenchmark i bilindustrien og gælder ofte gennem hele leverandørkæden.

ISO 9001 og IATF 16949 sammenlignet

Kombinationen af ISO 9001 og IATF 16949 giver en omfattende ramme for kvalitetsledelse i bilindustrien.

Da IATF 16949 bygger på kravene i ISO 9001, skal organisationer opfylde ISO 9001-kravene for at opnå IATF 16949-certificering.

En direkte sammenligning mellem standarderne viser, hvor IATF 16949 udvider eller specificerer kravene i ISO 9001 for at imødekomme bilindustriens særlige behov.

Det gælder blandt andet:

  • Større fokus på kundespecifikke krav
  • Inklusion af understøttende funktioner i ledelsessystemets scope
  • Øget fokus på fejlforebyggelse
  • Reduktion af spild i forsyningskæden

Sammen sikrer de to standarder, at producenter og leverandører i bilindustrien kan opnå og fastholde det høje niveau af kvalitet og pålidelighed, som er afgørende for både sikkerhed og kundetilfredshed..

Hvad ser auditorer efter under certificeringen?

Selvom begge standarder auditeres mod kravene til et kvalitetsledelsessystem, er fokusområderne forskellige.

Ved ISO 9001-audits vurderer auditorer typisk, hvor effektivt organisationen styrer sine processer, overvåger resultater, håndterer risici og muligheder samt arbejder med løbende forbedringer. Ledelsens engagement, kundefokus og evnen til konsekvent at levere produkter og services, der opfylder kravene, er centrale vurderingsområder.

Ved IATF 16949-audits vurderes de samme grundlæggende elementer, men med et markant større fokus på bilindustriens specifikke krav. Det omfatter blandt andet:

  • Styring af produktsikkerhed
  • Sporbarhed
  • Leverandørstyring
  • Kundespecifikke krav
  • Proceskapabilitet
  • Fejlforebyggelse
  • Anvendelse af bilindustriens kerneværktøjer (Core Tools)

Organisationer forventes at kunne dokumentere høj procesdisciplin og databaseret beslutningstagning gennem hele produktets livscyklus.

Hvilken certificering er den rette for din organisation?

Valget mellem ISO 9001 og IATF 16949 afhænger i høj grad af markedet, kunderne og de krav, organisationen møder.

Virksomheder uden for bilindustrien vil typisk opleve, at ISO 9001 er tilstrækkelig til at dokumentere deres fokus på kvalitetsledelse og løbende forbedringer.
Virksomheder, der leverer dele, komponenter eller services til bilindustrien, vil derimod ofte have behov for en IATF 16949-certificering for at leve op til kundernes forventninger og kontraktmæssige krav.

For virksomheder, der allerede er certificeret efter ISO 9001, er overgangen til IATF 16949 ofte et naturligt næste skridt ved indtræden eller vækst i bilindustriens forsyningskæde. Overgangen bygger videre på det eksisterende kvalitetsledelsessystem og introducerer de ekstra styringsmekanismer, den procesdisciplin og de branchespecifikke praksisser, der er nødvendige for at opfylde bilindustriens krav.

Uanset hvilken certificeringsvej organisationen vælger, opstår den største værdi ikke gennem certifikatet alene, men gennem et velfungerende ledelsessystem, der forbedrer processer, reducerer risici, styrker kundernes tillid og understøtter langsigtet forretningsudvikling.

Virksomheder kan understøtte deres udvikling gennem træning, gap-analyser og certificeringsaudits udført af et akkrediteret certificeringsorgan som DNV. Dermed kan de sikre, at ledelsessystemet både opfylder kravene i standarden og skaber reel forretningsværdi.

Certificeringsorganer kan desuden tilbyde relevant kompetenceudvikling til medarbejdere og auditorer, der skal arbejde med IATF 16949-ledelsessystemet og certificeringsprocessen. Det kan blandt andet omfatte uddannelse til intern auditor efter ISO 9001 samt kurser for interne auditorer inden for IATF 16949.

Relaterede indhold